Danmarks Retsforbund

Danmarks Retsforbund blev stiftet den 21. oktober 1919 af en kreds af Henry George-tilhængere og folk fra kredsen omkring rets- og moralfilosoffen Severin Christensen.

Partiets politik bygger på tre hovedpunkter - frihandel, statsmagtens begrænsning og fuld grundskyld. "Fuld grundskyld" indebærer, at statens eneste retmæssige indtægtskilde er den samfundsskabte merværdi, der af økonomer kaldes jordrente, frem for den individuelt skabte arbejdsfortjeneste, som beskattes igennem indkomstskatten. Al indkomstskat, moms og told skal derfor afvikles. Retsforbundet er altså et udpræget liberalistisk parti.

Danmarks Retsforbund opnåede første gang valg til Folketinget i 1924. Op igennem tyverne og trediverne havde man en meget lille gruppe, ofte kun med et eller to medlemmer (det var før spærrereglerne blev indført). Under krigen deltog folketingsmedlemmet, senere fiskeriminister, Oluf Pedersen som sekretær i det såkaldte samarbejdsudvalg.

Efter befrielsen medvirkede partiets frihandelstanke til, at man markerede sig stærkt imod rationeringen. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Hedtoft-regeringen blev væltet i 1950 på spørgsmålet om smørrationerings ophævelse. Retsforbundet oplevede i de følgende år en markant succes, og opnåede ved valget i 1953 en folketingsgruppe på tolv medlemmer.

Var sammen med Det radikale Venstre og Socialdemokratiet medlem af den såkaldte trekantsregering 1957-1960 til den radikale leder Bertel Dahlgaards store fortrydelse. Han ville "hellere dø en naturlig død."

Efter folketingsvalget i 1960 røg Retsforbundet ud af Folketinget - ikke mindst på grund af interne stridigheder, men også fordi det superliberalistiske partis leder, Viggo Starcke, havde fået oprettet et "æresministerium" uden portefølje til sig selv. Ud over Starcke og Oluf Pedersen var Retsforbundets tredje regeringsmedlem indenrigsminister Søren Olesen.

I forbindelse med afstemningen om Danmarks indtrædelse i EF i 1972 havde Retsforbundet markeret sig som det eneste borgerlige EU-modstanderparti, og deltaget i stiftelsen af Folkebevægelsen mod EF. Ved jordskredsvalget i 1973 opnåede man endnu en gang valg til Folketinget. I årene siden 1960 havde man formuleret et nyt, omfattende partiprogram, som var mere præget af de samme socialliberale tendenser som det nye parti Centrumdemokraterne, hvor offentlige tjenesteydelser skulle stå som et centralt element i den enkelte borgers liv.

Ved de hyppige folketingsvalg i slutningen af 1970'erne holdt Retsforbundets tilslutning sig nogenlunde jævn, selvom man ikke opnåede valg i perioden 1975-1977. I 1977 kom partiet igen i Folketinget, men måtte endnu en gang vige pladsen i 1981.

Fra 1984-1994 var partiets forhenværende formand og leder af folketingsgruppen i 70'ene, Ib Christensen medlem af Europa-parlamentet, valgt for Folkebevægelsen.

Ved valget i 1984 var man tæt på igen at blive valgt, men siden har tilslutningen været dalende, og Retsforbundet har ikke opstillet til folketingsvalg siden 1990.